Det bliver en kamp resten af mit liv

Jeg har lige fundet ud af, at jeg har talt forkert med hensyn til min afmedicinering… Jeg er længere, end jeg troede, det er fantastisk! Jeg har hele tiden sagt jeg er færdig d. 26 oktober, fordi jeg blev indlagt d. 26 august. Men hvis jeg tæller uger, var der i tirsdags d. 21 oktober gået 8 uger, det vil sige imorgen er det 9 uger.

Men jeg er faldet i…. Derfor ved jeg nu, at det bliver en kamp resten af mit liv! I lørdags skulle vi fejre min kærestes fødselsdag, jeg var meget spændt, og jeg havdet glædet mig enormt meget til at fejre ham, og jeg nød at vi endelig kunne holde en aften kun for ham… Jeg skulle møde noget af min kærestes familie og nogen af hans venner for første gang, derfor ønskede jeg også inderligt, at jeg havde det godt og var frisk. Men nej!!! Selvfølgelig vågnede jeg med mega gigantisk hovedpine, jeg var dybt ulykkelig, det er meget svært at forklare hvor ked af det jeg var, nu skulle vi endelig have en festlig aften, og nu sad jeg der med hovedpine :-/ Men jeg tænkte det må blive bedre, jeg gik en tur og fik noget luft, og prøvede ikke at stresse for meget og tage den med ro. Jeg ville klare den!!! Men kl. ca. 16.30 gik det helt galt, jeg blev simpelthen så dårlig, jeg kunne ikke rejse mig fra sofaen, jeg lå med en is pose på hovedet men intet hjalp… Jeg så ingen anden udvej end at tage smertestillende..

Jeg kunne vælge at gå i seng, og ikke deltage i aftenen, hvilket jeg ville være ked af, og jeg synes det var synd for min kæreste. Jeg er nu så heldig, at have en kæreste der er meget forståelig, og han foreslog de kunne gå ud og spise, men han havde bagt hele natten og dagen for at være klar, bordet var dækket og alt var købt ind – det kunne jeg slet ikke gå med til… Jeg tog derfor 2 kodimagnyler og en kvalmestillende pille, jeg synes der gik uendelig lang tid før de virkede, og tiden gik, gæsterne skulle komme kl. 18.00 og klokken nærmede sig 17.30. Lige inden gæsterne kom, begyndte pillerne at virke – Puha endelig… Jeg gennemførte aftenen, og jeg tror ikke at nogen bemærkede noget overhovedet, det er jo det med denne sygdom, folk kan ikke se det på dig, medmindre de kender en virkelig godt…

Men netop denne aften gik det op for mig – det bliver en kamp resten af mit liv, og der er ingen tvivl om at der også er noget psykisk i det… nemlig denne aften måtte jeg bare ikke blive dårlig, og så sker det selvfølgelig!!!  Men hold op det koster at gennemføre sådan en aften, jeg har sovet meget dårligt i nat pga. mega hovedpine og dagen idag har også været svær, og det er nu det bliver rigtig svært. Jeg kan næsten ikke overskue flere smerter og ikke at have nogen energi, jeg har haft så uendelig meget lyst til at tage noget smertestillende i nat og idag, men jeg ved også at det så kun er et spørgsmål om tid, før jeg er tilbage på et overforbrug… Men hvad skal jeg dog gøre, jeg vil SÅ gerne have et liv…

Kronisk hovedpine og migræne er så invaderende at leve med, det jeg synes er det allersværeste er, at jeg ALDRIG ved hvordan jeg har det når jeg vågner om morgenen, det gør det meget svært at planlægge noget, uden der er risiko for at det bliver aflyst… Det er en sygdom der tager enormt meget af min livskvalitet og det gode humør, jeg bliver ked af det og enormt sårbar…

Men det gode ved denne weekend er at min kæreste havde en hyggelig aften, og det havde jeg også, da jeg først fik det bedre 🙂

Her kan I se lidt billeder fra aftenen, ved godt kvaliteten ikke er den bedste, men arbejder på at finde det helt rigtige kamera til mit bloggeri 🙂