Gæsteblogger Katrine fra bloggen lilletut og mor, jeg var så ulykkelig i hele graviditeten

Dagens gæsteblogger er skønne, smukke og kærlige Katrine som har bloggen lilletutogmor. Katrine har været så fantastisk at lade os komme helt tæt på hendes fødsels depression, hvilken hjælp hun har fået, og hvordan hun har det nu. Tag rigtig god imod Katrine ❤️.

Hvornår fandt du ud af du havde en fødsels depression?

Min fødselsdepression var måske ikke en helt almindelig fødselsdepression. Men det er nok også sjældent at psykiske ting følger en regelret kurve, omend de for nogen gør det. Faktisk er det først her med hele mit graviditets- og fødsel forløb godt og grundigt bag mig, at jeg kan sætte et overordnet ord på det. Jeg kalder det en fødselsdepression – som bare startede før fødslen !

Jeg var så ulykkelig i hele graviditeten. Jeg græd og græd hver eneste dag, og var to gange til lægen for at snakke om abort. Jeg kunne simpelthen ikke kapere at have det så fysisk dårligt; ikke at kunne holde af nogen – og slet ikke barnet i maven – ikke at kunne arbejde ordentligt og ikke at kunne fungere som menneske i det hele taget. Hver eneste dag fortalt jeg min (daværende) kone, at jeg var ulykkelig og at jeg hadede situationen. Shit, hvor må det også bare have været svært for hende – og man forstår da godt at hun løb, da muligheden bød sig !

Efter de 9 mdr med “før-fødsels-depression” kom selve fødslen og mit indlagte barselsforløb bagefter. Det var i sandhed som brænde på (depressions)-bålet, og alt fra den tid er som i en tåget dis. Jeg husker ikke så mange ting. Og vi havde det sgu svært i vores forhold. Disen var en ulykkelig tåget dis, som stille og roligt kvalte os begge på hver vores måde. Jeg glemte og negliserede mig selv fuldstændigt og min kone endte ud med at være mig (os) utro og glide ud. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke på at depressionen formentlig var skyld i at jeg mistede min kone og blev skilt!

Hvilken hjælp har du fået?

Da jeg har haft en ret stor og tung depression før, og faktisk stadig var på anti-depressiver, da jeg blev gravid, var der ekstra fokus på det fra min egen læge af. Han havde bestemt ikke anbefalet mig at blive gravid stadig på pillerne, men vi (konen og jeg) troede ikke på at insemineringen ville gå så nemt og at jeg ville blive gravid med det samme. Det kom vitterligt som et chok i første hug! Jeg blev pga mit medicin forbrug tilknyttet en jordemoder, der tog sig af “gravide med særligt behov”. Jeg grinede i starten meget af det, men hun var min redning. Helt enkelt! Jeg fik som “særlig udsat gravid” jordemoder konsultationer efter behov! Så hvor andre normale gravide stort set aldrig ser deres jordemoder – og hvert fald ikke nødvendigvis den samme af slagsen – så så jeg min Camilla hver uge. Hold nu op hvor har jeg grædt meget hos hende! Fortalt hvor lidt jeg orkede at være til, og hvor lidt jeg orkede at være gravid med et barn, der gjorde mig syg! For syg til at passe mit arbejde, som bare var det vigtigste i Verden for mig!! Camilla slog i bordet! På en kærlig og nærværende måde. Hun fik mine øjne op for at arbejdet ikke var alt, at jeg ren faktisk gerne skulle overleve dette – på en god måde. Jeg blev tilknyttet Psykiatrisk Center Ballerup ret hurtigt, da jeg endte med at ligge derhjemme i et kæmpe sort hul og bare græde (og kaste op). Jeg fik en psykiater, som vejledte mig i forhold til ny medicin (jeg havde stoppet med den anden, citalopram, med det samme jeg opdagede graviditeten – dumt og uden nedtrapning!). Jeg var forskellige præparater igennem, som gerne skulle være ok for min kommende amning. Men jeg reagerede ikke godt på medicinen, og endte med at blive en noget mere udadreagerende udgave af mig selv. Udover psykiateren, min jordemoder og min egen læge skulle jeg også begynde at gå til samtale-terapi hos en sygeplejerske på Psyk.Ballerup. Egentlig et godt initiativ men jeg magtede det ikke rigtigt. Jeg magtede faktisk ikke rigtigt noget af det, og fik afsluttet mit forløb derude (hos psykiateren og sygeplejersken) på en løgn! Jeg kunne regne ud, hvad de gerne ville høre og det fortalte jeg dem så og valgte at stoppe. Da min datter blev født og min sundhedsplejerske kom til, kunne hun godt fornemme noget, men – igen – jeg magtede det ikke, og fortalte at alt var ok!

Hvordan har omverdenen reageret på det?

Egentlig ved jeg det ikke! Jeg kan ikke huske tingene nøjagtigt fra dengang, og jeg var ikke mig selv. Jeg kunne ikke gribe ud efter nogen af mine veninder, min familie eller den hjælp jeg fik kastet i hovedet. Jeg troede at “sådan var det bare”. Amningen gik ikke, da hospitalet glemte at minde mig om det efter min lange, bedøvede fødsel og alt var bare sort for mig. Min daværende kone må have kæmpet en kamp.

Hvornår begyndte du at få det bedre?

Jeg fik det bedre, da jeg kom på medicin midt i graviditeten (sommeren 2012). Men jeg fik det aldrig godt. Jeg var ikke mig selv på den medicin – og har faktisk ikke været det siden! Det er virkelig først, da jeg trappede LANGSOMT ud af medicinen her i januar/februar/marts ’16 at jeg langsomt er blevet “mig selv” igen. En kærligere, roligere person, der har mere overskud til mig selv – og derved også andre. Depressionen krævede store ofre for mig. Min daværende kone OG min efterfølgende dejlige kæreste. For ikke at nævne de første mange mdr med min spæde datter. Hold nu kæft hvor har jeg grædt meget! Og skubbet mange mennesker fra mig ved ikke at være mig selv.

Hvad er dit bedste råd til mødre i samme situation?

FÅ HJÆLP! Og bibehold den hjælp så længe det overhovedet er muligt! I snyder virkelig kun jer selv – og jeres familie – ved at opgive det. Det er svært, og det er pisse hårdt, men det er det hele værd! Og snak om det. Sæt ord på.

Jeg startede min blog op, da jeg havde det skidt. Det hjalp mig at skrive om det. Sætte ord på og få lettet hjertet. Jeg troede først at det var min datter, der havde “ødelagt” mit liv – men det var altså depressionen!